En mountainbike er en solid cykeltype, der er beregnet til kørsel i råt terræn. Cyklen har typisk brede dæk med grove dækmønstre, som gør at den kan komme nemt over mindre forhindringer, uden at cykelhjulet tager skade. Den har desuden en solid ramme og et lige styr. Samtidigt har cyklerne altid meget lave gearinger, der gør det muligt at køre op ad meget stejle bakker.
Mountainbikes har typisk fjedrende forgaffel og fjedre indbygget i stellet, som tager de værste stød. Som regel leveres mountainbikes uden hverdagsudstyr som bagagebærer m.m.
Mountainbikes findes både med stift stel og affjedrende forgaffel (hardtail) og i en fuldt affjedrende udgave (full-suspension), som også har affjedrende baghjul. Affjedringen gør det nemmere at styre cyklen på ujævnt underlag, fordi cyklen har bedre kontakt med vejen.