Paris-Roubaix er et klassisk en-dages cykelløb, der hvert forår køres i det nordlige Frankrig mellem byerne Compiègne og Roubaix. Løbet er et af de mest prestigefyldte endagsklassikkere at vinde og bærer forskellige kælenavne som f.eks. "L’Enfer du Nord" (Helvedet i nord), "La Reine des Classiques" (Klassikernes dronning) og "La Pascale" (Påskeløbet). På dansk er det mest anvendte kælenavn formentlig "En forårsdag i helvede", der refererer til Jørgen Leths dokumentarfilm En forårsdag i helvede fra 1976, hvori han skildrer løbet lige fra rytterne sidder ved morgenbordet inden løbet, til de afslutningsvis står i badet som heste i båse.
Løbet, der køres i det regnfulde forår, er et af de hårdeste cykelløb på den internationale cykelkalender, dels på grund af vejret, dels fordi en del af ruten består af brostensbelagte mark- og skovveje, såkaldte pavéer, der normalt ikke er af god kvalitet og som især i regnvejr gør løbet meget vanskeligt. Det er derfor ikke unormalt med mange styrt og punkteringer undervejs, og de fleste ryttere krydser målstregen dækket af mudder og andet skidt.